Du troede det måske ikke - men bakterier er faktisk en god ting.
Når små børn bliver udsat for mange forskellige bakterier, så daler risikoen nemlig for, at de udvikler allergi senere i livet, skriver videnskab.dk.
Ny dansk forskning peger på, at vil man beskytte sit barn mod at udvikle allergier og høfeber, skal man sørge for, at det bliver udsat for så mange forskellige bakterier som muligt - både mens det ligger i maven og lige efter, det er blevet født.
"Vi kan se, at hvis du har få bakterietyper i din tarmflora i dit første leveår, har du betydeligt øget risiko for at udvikle allergi ved seks års-alderen. Jo flere bakterietyper spædbørnene havde, des lavere var risikoen for at udvikle allergi. Det beskytter dig altså at have mange forskellige typer bakterier i kroppen," siger Hans Bisgaard, overlæge ved Gentofte Hospital, til videnskab.dk.
Forskningen kan på sigt bibringe en fundamental forståelse for, hvordan det menneskelige immunsystem fungerer, og hvad der sætter det ud af kraft.
"Jeg synes intuitivt, at det ville være underligt, hvis sådan en mekanisme, der påvirker immunsystemet, kun havde en effekt på allergi. Jeg tror, det er en generel 'switch', og jeg er ganske overbevist om, at mekanismen også gælder for mange andre livsstilssygdomme som sukkersyge, fedme og den slags. Det ville overraske mig, hvis de ikke også bliver grundlagt i det helt tidlige liv og har at gøre med, hvordan vores immunforsvar bliver 'primet' - 'formet' - ved mødet med de bakteriekulturer, vi er omgivet af," siger Hans Bisgaard.
Kilde: videnskab.dk