Køen bliver måske kortere, men prisen på medicin er uændret i de 13 Matas-butikker, der fra i dag tager konkurrencen op med landets apoteker.
Lovgivningen gør det ganske vist muligt, at apotekerne kan sælge receptpligtig medicin andre steder end i butikken, men den tillader ikke en priskonkurrence.
"Vi skal sælge receptmedicinen til den pris, som de nuværende apoteker tager for den, det siger loven. Argumentet er, at syge borgere ikke skal bruge tid på at fare rundt og jagte tilbud. Det er vi enige i," siger Matas-informationschef Henrik Engberg Johannsen.
I løbet af de seneste ti år er der forsvundet 248 apoteker i Danmark. Det er et fald på 16 procent.
Derfor har Matas indledt et samarbejde med Uldum Apotek om at få leveret medicinen til 13 butikker, hvor kunden skal have bestilt en dag i forvejen.
"Det her er kun første skridt på vejen mod vores egentlige mål om at indrette egentlige apoteker i samtlige 300 butikker, hvor vi med apoteksfagligt personale må rådgive og lagerføre medicin," siger Henrik Engberg Johannsen.
Indtil videre er der ingen apotekeruddannede i de butikker, hvor Matas sælger medicin. De ansatte må derfor ikke oplyse kunderne om f.eks. bivirkninger eller, hvor ofte medicinen skal indtages. I stedet skal kunderne ringe til deres læge.
S-R-SF-regeringen har skrevet ønsket om en liberalisering af lovgivningen ind i regeringsgrundlaget. Og til april næste år kommer en kommission med sine anbefalinger.