Det er blandt andet voldsforbrydere, der kan slippe med kortere straf, når det i næste uge bliver muligt at prøveløslade forbrydere efter to måneder.
Regeringen siger, at ordningen gælder for forbrydere med milde straffe, men den udmelding bør man tage med at gran slat, mener fængselsfunktionærernes formand Kim Østerbye.
"Det, vi taler om, er straffe på syv-otte måneder. Det er jo primært voldskriminelle og meget grove indbrudstyve. Det her med den milde ende synes jeg, godt nok er at stramme skruen," siger han til Newspaq.
Kim Østerbye mener desuden, at ordningen ikke vil give den ønskede plads i fængslerne, da pladsen mangler i de lukkede fængsler, hvor kun de grove forbrydere sidder.
Det er et bredt flertal i Folketinget, som har lempet prøveløsladelsesreglerne, alligevel er SF's retsordfører Karina Lorentzen stærkt kritisk.
"Idéen er god nok, hvis forudsætningerne var på plads i form af prioritering af uddannelse og behandling , så løsladelserne bliver bedre. Men det har regeringen undladt," siger hun.
Lorentzan frygter desuden, at mange dømt for chikane af en ægtefælle eller sambo vil gå fri før tid.
Tom Behnke, konservative retsordfører, afviser kritikken. Han påpeger, at de nye regler skal gøre plads til bl.a. hjemmerøvere, hvor straffen netop er blevet fordoblet med Tryghedspakken fra VKO-samarbejdet.