Det er en sort dag i dansk historie. Sådan lyder udmeldingen fra 3F, LO og FTF efter Dansk Folkeparti, de radikale og regeringen nu har indgået en aftale om besparelser i milliardklassen på at forringe efterlønsordningen og hæve pensionsalderen.
”Det er en sgu sort dag. Det er en sort dag, hvor det er sådan, at dem der ikke har deltaget i forbrugsfesten, får lov til at betale regningen for det overforbrug, vi har haft under den borgerlige regering,” siger Poul Erik Skov Christensen, forbundsformand i 3F.
Han fortsætter:
”En ting er, at man vanskeliggør det for folk at trække sig tilbage. Men ingen partier har svaret på, hvor folk skal få deres forsørgelse fra, når man tager efterlønnen fra dem. Vi har mange medlemmer, der ikke efterspørges som arbejdskraft, når de passerer 60. Med den halverede dagpengeperiode kommer vi til at opleve en situation, hvor ledige over 60 år falder ud af systemet.”
Fredag den 13.
LO-formand Harald Børsting kalder reformen en 'katastrofe'.
”Hundredtusinder af mennesker kastes ud i usikkerhed og deres vilkår forringes massivt. Vi kalder det for ’fredag d. 13.-forliget’, fordi dagen i dag er blevet skæbnesvanger for de danske lønmodtagere,” siger Harald Børsting.
”Indgrebet rammer de mennesker, der har haft et langt og hårdt arbejdsliv, der har tæret på krop og kræfter. Det er dybt, dybt urimeligt, at de nu skal betale for regeringens fejlslagne økonomiske politik. Vi vil kæmpe imod det her til det yderste og vi håber, at de danske vælgere vil sørge for, at det forlig aldrig bliver til virkelighed,” siger Harald Børsting.
Stor modregning
Formanden for de 450.000 offentlige ansatte i FTF, Bente Sorgenfrey, er langt fra begejstret for den nye reform.
”Det er ikke en god dag for de folk, der har indbetalt på pensionsordninger og risikerer at få en meget stor modregning med den aftale. Det er en dårlig dag, fordi de, der har sparet op til pensioner, når modregningen bliver større,” siger Bente Sorgenfrey.
Hun frygter, at incitamentet til at indbetale til pension ryger, fordi dem, man reelt sikrer ved den her ordning er dem, der ingen pension har, siger hun.
"En stor gruppe af lønmodtagere vil blive ramt hårdt. Det vil gå ud over almindelige pædagoger, skolelærere og bankassistenter, der har indbetalt til deres pension. De må føle sig noget snydt," lyder det fra FTF-formanden.
Ingen vej udenom
Der er blevet spekuleret i, om det ville være muligt at rulle reformen tilbage efter det kommende folketingsvalg. Men det scenarie er mere teoretisk en politisk muligt efter at de radikale og Dansk Folkeparti begge har forsikret, at de ikke vil rende fra aftalen.
Dermed vil reformen sandsynligvis ikke blive ændret, selv hvis den kommende statsminister hedder Helle Thorning-Schmidt (S).
I FTF var man villig til at file i fagbevægelsens arvesølv og indgå i forhandlinger med henblik på, at færre kom på efterløn.
”Vi har været villige til at drøfte ændringer i efterlønsordningen. Men det, som man har lavet, er ikke en ordning, som FTF’s medlemmer kan se sig selv i,” siger Bente Sorgenfrey.
3F lover kontant afregning til DF
Poul Erik Skov Christensen beskylder Dansk Folkepart for løftebrud. Han lover, at der både være ’kontant og massiv’ afregning fra fagbevægelsen.
”Det her er det største løftebrud nogensinde. For et år siden sagde Dansk Folkeparti, at de ikke ville røre ved dagpengeperioden. De endte med at halvere den. Pia har været ude at sige ’nix pille ved efterlønnen'. Hun kan ikke forklare de folk, der har knoklet en vis del ud af bukserne, og for hvem hun har stået som garant for at efterlønnen ikke skulle ændres, at hun nu har lagt stemmer til reformen,” siger han.