En hemmelig lydoptagelse koster nu en entreprenør 50.000 kroner. Jim Merulla Jørgensen, som udfører byggeopgaver for Fitness World, skal betale en bod for trusler mod polske bygningsarbejdere.
Det har Dansk Byggeri og Malernes fagforening netop afgjort i en sag, som fagforeningen har rejst.
Jim Merulla Jørgensen har bl.a. fremsat trusler mod de polske arbejdere på et møde, hvor arbejderne fik besked på, at hvis de gik til fagforeningen, så ville alle blive sendt hjem til Polen uden løn.
Mødet blev optaget i hemmelighed af én af de polske arbejdere, der senere afleverede lydoptagelsen til Malernes fagforening.
Inden mødet havde fire af de polske bygningsarbejdere henvendt sig til fagforeningen, fordi de var blevet sendt hjem uden at have fået den løn, de skulle have haft. De havde blot fået 3.000 kroner til deling for fire ugers arbejde.
I Malernes fagforening er der glæde over dommen.
"Det er tilfredsstillende, at Dansk Byggeri erkender, at man selvfølgelig ikke kan optræde sådan som medlem af Dansk Byggeri, og at truslerne er en organisationsfjendtlig handling," siger Bo Rosschou, formand for Malernes fagforening i Storkøbenhavn, til Newspaq.
Fagforeningen har i øjeblikket en anden sag kørende mod Fitness World. Det drejer sig om manglende lønudbetaling til de polske arbejdere.
"Vi har rejst et krav svarende til et løntilgodehavende på to millioner kroner," siger Bo Rosschou.
Fitness World har i løbet af 2010 benyttet sig af 43 polske bygningsarbejdere til håndværkerarbejde på nye centre og renovering af de gamle.