Danskerne kan ligeså godt forberede sig på dage i sengen, for stadigt flere vil blive ramt af influenza, lyder det fra Sundhedsstyrelsen i dag.
Selvom H1N1-virusset, også kaldet svineinfluenza, tirsdag kostede to mænd i 50'erne livet, så er der ingen grund til at være bange. Flere danskere er nemlig i forvejen vaccineret mod sygdommen.
"Vi forventede, at H1N1, som var fremme sidste år, også ville vise sig igen den her influenzasæson. Den er derfor sammen med to andre influenzatyper med i den almindelige sæsonvaccine, vi har brugt i år. Så har man fået den, er man beskyttet," siger overlæge Steffen Glismann fra Statens Serum Institut.
Der er endnu ikke tal for, hvor mange danskere der er blevet vaccineret mod influenza denne sæson, men Steffen Glismann forventer, at antallet er nogenlunde det samme som sidste år, hvor næsten 587.900 fra risikogruppen blev stukket.
Da svineinfluenzaen viste sig første gang i 2009, blev flere tusinde danskere ekstraordinært vaccineret. Senere er der blevet sået tvivl om, hvorvidt den vaccine, der blev brugt, er skyld i, at seks unge mennesker fra Sverige har fået den sjældne sygdom narkolepsi, som gør, at den ramte pludselig falder i søvn. Det er stadig ved at blive undersøgt.
"Det er der ingen grund til at frygte. Derudover er den vaccine, vi bruger nu den samme, vi bruger hver sæson," siger Steffen Glismann. Det vil sige, at de værste bivirkninger er lokal ømhed, der hvor man er blevet stukket og eventuelt lidt feber.
Hvis du ikke allerede er blevet vaccineret og er i risikogruppen, så anbefaler Sundhedsstyrelsen, du kontakter din egen læge.
Frem til slutningen af december var vaccinen gratis, men nu må du selv betale. Prisen for at blive stukket kan være forskellig fra læge til læge.
Risikogruppen udgør personer der enten:
- Er fyldt 65 år.
- Er førtidspensionister.
- Er gravide i 2. eller 3. trimester
- Lider af kronisk lunge-, hjerte- eller karsygdomme.
- Lider af kronisk lever- eller nyresvigt.
- Lider af sukkersyge.
- Er svært overvægtige (BMI over 40).
- Har medfødt eller erhvervet immundefekt.
- Har påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft.
Kilde: Statens Serum Institut