Du kender det måske. At sidde bag rattet og trykke lidt for hårdt på speederen, fordi du var uopmærksom eller skulle skynde dig.
Derfor har politiet været ude med fartkameraer ved danske veje fra den fjerde til den ottende oktober for at stoppe de mange bilister, der ikke overholder færdselsloven.
Den endelige optælling viser, at danskere især kører for hurtigt i byen. 4137 bilister overholdt ikke hastighedsbegrænsningerne i byen, mens 1988 blev snuppet for at køre for stærkt på landevejen, hvor man må køre 80 kilometer i timen.
En undersøgelse, som YouGov Zapera har lavet for Rådet for Sikker Trafik viser ellers, at ni ud af ti beboere tæt på landeveje føler sig generet af bilisternes høje fart, og seks ud af ti frygter, at de selv eller deres familie bliver ramt af en bil på landevejene.
Rådet for Sikker Trafik har derfor kørt en landsdækkende kampagne under navnet 'Mit hjem - Din fart?' og flere politikredse har fulgt op med kontrol ved landeveje.
Hos Fyns Politi, hvor man netop har haft landevejen som særligt fokusområde, røg 569 fartovertrædere i fælden. Men hovedparten blev stoppet i byen.
"156 sager er taget ude på landeveje, hvor der er skiltet til lavere hastighed, altså 60 eller 70 i timen. Det er steder, hvor der i forvejen er problemer med for høj hastighed, og hvor man har skønnet, at 80 kilometer i timen ikke er forsvarligt. Derudover har vi 19 sager på landevej, hvor man må køre 80 kilometer i timen," fortæller Vicepolitikommissær ved Fyns Politis færdselsafdeling, Preben Ingemansen til Newspaq.
Selvom antallet af bøder både på Fyn og på landsplan hovedsageligt blev udskrevet i byen, er han dog overrasket over de grove overtrædelser.
"Antallet af sager er ikke så stort, men ind i mellem kommer der nogen, der kører temmelig stærkt. Vi har skrevet sager på folk, der kører 120, hvor man må køre 80, og det er altså på en vej, hvor der bor folk lige ud til," siger Preben Ingemansen.
Ud af de i alt 8630 fartsyndere, lod 152 speedometeret passere de 110 eller 130 kilometer i timen på motorvejen.