Der skal sættes en effektiv stopper for de kriminelt og socialt belastede ghetto-områder, fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Det sker, når han senere i dag holder sin åbningstale i Folketingssalen, erfarer Jyllands-Posten.
"De hårdest belastede ghettoer skal rives ned. Det er et af initiativerne i regeringens ghettoplan," skriver avisen.
Finansieringen til den stort anlagte plan skal komme fra Landsbyggefonde, lyder det videre.
Samtidig har justitsminister Lars Barfoed (K) bedt landets politikredse udarbejde en slagplan, sådan at ordensmagten allerede fra 2011 har en plan for, hvordan den sikrer ro i områderne.
"Det er fuldstændig uacceptabelt, at der udvikler sig alternative retssamfund rundt om i Danmark," siger Barfoed ifølge avisen.
Socialdemokraternes boligordfører Thomas Jensen kan næsten ikke tro, at Løkke vitterlig har planer om at hele boligområder ned.
"De steder, hvor man har bygget alt for tæt og for ensarter, kan der være en god idé i at rive nogle af blokkene ned. Men det kan slet, slet ikke stå alene. Løkke Rasmussen må komme op med noget bedre, end at køre en bulldozer over ghetto-områderne," siger han til Newspaq, med henvisning til, at Socialdemokraterne kalder på en bedre social indsats i ghettoerne.
Løkke vil i sin åbningstale desuden foreslå dobbelt strafudmåling for personer, der chikanerer politi og redningspersonel, beretter TV2 Nyhederne.
I øvrigt vil åbningstalen kredse om en reform af førtidspensionen og en nye plan for folkeskolen, lyder det.