En vred virksomhedsejer fra Allerød møder i dag op i retten i Hillerød i en sag om beskatning af fri bil.
Manden har trukket Skat i retten, fordi myndighederne mener, at manden bruger sin arbejdsbil privat - blot fordi han har bilen til rådighed, skriver erhvervsbladet.dk.
"Det vil jeg ikke acceptere. Retssikkerheden er fuldstændigt forsvundet på den måde," siger Otto Munch, der ejer Munch Stål A/S, til erhvervsbladet.dk.
Han deler firmabilen med virksomhedens ansatte, men har ifølge eget udsagn aldrig brugt den privat.
Sagen drejer sig om 140.000 kroner, som Otto Munch allerede har indbetalt til Skat, men som han nu kræver tilbage.
Det er værdien af den beskatning af fri bil de sidste tre år, som han har betalt.
Normalt skal man ikke betale skat af en bil på hvide plader, som man kun bruger til erhvervsmæssig kørsel. Problemet opstår dog, hvis bilen står foran bilejerens hjem natten over.
I de tilfælde skal skatteyderen selv bevise, at bilen ikke bruges privat.