Danmark er lidt af et ta-selv-bord.
Det mener flere kommuner, der hvert år sender børnecheck ud til tusindvis af børn i Polen, Tyskland, Sverige og andre EU-lande, skriver Jyllands-Posten.
Indtil 1. maj i år var reglen, at en EU-borger kunne få børnechecken sendt hjem til sine børn, hvis han eller hun arbejdede i mindst ni timer om ugen i Danmark.
Men i dag er der ingen regler for, hvor mange timer, man skal arbejde om ugen, eller i hvor lang en periode, EU-borgeren skal have arbejdet i Danmark, for at få adgang til pengene.
Det betyder eksempelvis, at bærplukkere fra Polen, Rumænien og Bulgarien har krav på at få dansk børnecheck til deres børn i de måneder, hvor de arbejder i Danmark.
Der findes ingen opgørelse over, hvor mange EU-borgere, der nyder godt at den danske børnecheck, men alene i København drejer det sig om mellem 3.000 og 3.500 årligt.