Danmarks andenstørste festival, Skanderborg Festivalen, er ved at have nået sin øvre grænse og skal måske snart til at bevæge sig ud af skoven.
Ifølge Børsen betyder byudviklingen i Skanderborg og skovfornyelse i den velkendte bøgeskov, at festivalledelsen i øjeblikket kæmper med at få plads til 5.000 publikummer ekstra til næste år.
Sidste år skar ledelsen antallet af billetter ned med 5.000, hvilket havde en synlig effekt på overskuddet, som gik fra 7,1 million kroner til en lille million. Derfor er det vigtigt for formanden for Skanderborg Festivalklub, Claus Visby, at festivalen igen kan få plads til de 5.000 gæster.
"Det er helt klart en balance, men vi vil gerne have de sidste kroner og øre ind fra de sidste gæster for at være helt fremme i skoven. Men vi tror ikke på, at vi skal være større end det her niveau, når vi får de sidste 5.000 ind igen. Vores fysiske rammer er helt unikke, og det skal de blive ved med at være," siger Claus Visbye til Børsen.
Ind til videre kniber det dog med de fysiske rammer. Et skovfornyelsesprojekt betyder, at den store hovedscene skal flyttes fra sin vanlige plads i skoen og i stedet ud langs vejen, mens arbejdet står på. Samtidig er det ved at være småt med campingpladser, og ind til nu har det ikke været muligt at få tildelt mere plads i skoven, så derfor overvejer ledelsen nu, om der skal oprettes nye campingpladser langs motorvejen.
"Vi finder en fornuftig løsning, og vi har oplevet et intensivt samarbejde med kommunen, selvom der selvfølgelig altid er knaster. Kommunen og de allerfleste borgere i Skanderborg vil meget gerne have os, så det skal nok gå," siger Claus Visbye.