Mandag morgen valgte 430 ansatte hos installationsvirksomheden Bravida at gå hjem i protest mod ledelsens udspil ved de lokale lønforhandlinger.
De strejkende er VVS'ere, ventilationsmontører, smede og elektrikere hos Bravidas jyske og fynske afdelinger, som alle er utilfredse med ledelsens udspil til en såkaldt omkostningsneutral løsning ved de lokale lønforhandlinger.
"Det kan vi kun tolke som en nul-løsning, og det vil kollegerne ikke være med til. Derfor valgte de at forlade arbejdspladsen i morges," siger tillidsmand Kai Levisen.
Sidste år måtte mange af de ansatte nøjes med en nul-løsning ved de lokale lønforhandlinger, og da historien er ved at gentage sig, forlod de ansatte i Bravidas afdeling i Esbjerg arbejdspladsen i protest.
Herefter gik kollegerne i Sønderborg, Horsens, Randers, Århus, Aalborg og Fyn.
"Vi lægger bestemt ikke op til nogen lønfest. Men som minimum skal vi kunne holde skindet på næsen, og derfor ligger vores udspil også meget tæt på inflationsudviklingen i samfundet," siger tillidsmanden.
I morgen tirsdag mødes medarbejderne i de jyske og fynske afdelinger, hvor de ansatte skal beslutte, om de vil genoptage arbejdet.
"Vi er i dialog med ledelsen, som har bolden i øjeblikket. Vi håber naturligvis, at de præsenterer et nyt udspil, så arbejdet hurtigt kan genoptages," siger Kai Levisen.