Danmark kan om kort tid komme til at stå helt uden forsvar af det hjemlige søterritorium.
Det sker, hvis politikerne fastholder at sende Søværnets sidste otte krigsskibe af Flyvefisken-klassen til ophugning. Samtidig vil Søværnet miste muligheden for at uddanne sine officerer og besætninger til søkrigsførelse i kystnære områder.
Sådan lyder advarslen til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) og Folketingets forsvarsordførere fra det videnskabelige selskab "Søe-Lieutenant Selskabet," der omfatter en stor del af Søværnets officerer, skriver Berlingske Tidende.
Det er kun tredje gang siden oprettelsen i 1789, at foreningen henvender sig til politikerne med en advarsel.
Udfasningen af de sidste skibe af Flyvefisken-klassen vil ifølge selskabets formand, kaptajnløjtnant Christian Meinertz, betyde, at de tre fregatter, der er under bygning på Lindøværftet og tidligst er færdig i 2015, vil være alene om at kunne forsvare Danmark til søs.
Christian Meinertz efterlyser også en plan for det fremtidige forsvar til søs.
"Det er bekymrende, at der ikke er en flådeplan for forsvaret af Danmark. Vi henvender os for at gøre opmærksom på, at beslutninger bør tages på grundlag af en strategisk vurdering og ikke bare på grundlag af et økonomisk behov," siger han og fortsætter:
"Det siger sig selv, at Forsvarets økonomiske ramme skal holdes, men krigen i Afghanistan har på ødelæggende vis medført, at Forsvaret - for at få bundlinjen til at passe - nu må skære i livsvigtige strukturer."
Forsvarskommandoen har beordret Søværnets ledende officerer til ikke at udtale sig om sagen, fordi den er under politisk behandling.