Der er fundet is på Mars. Dermed er sandsynligheden for, at der også er liv steget astronomisk.
- Det betyder, at der sagtens kan være liv på Mars. Der kan leve primitive organismer under Mars overflade, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved Tycho Brahe Planetariet.
Hvis vi finder livsformer på Mars, vil det være den største opdagelse i menneskehedens historie.
- Det vil betyde, at liv opstår, hver eneste gang de rigtige betingelser er tilstede og det er de mange steder i universet. Derfor vil vi kunne forvente at finde liv overalt, siger Michael Linden-Vørnle.
Den vigtigste byggeklods for liv er vand.
- Det er helt afgørende for om der kan være liv på Mars, at der er vand. Isen viser, at der er vand og nu skal vi finde ud af hvad den is indeholder, siger Michael Linden-Vørnle.
Is på Nordpolen
NASA har fundet isen på Mars nordpol, som har været under store klimaforandringer.
- Det er sandsynligt, at de ismasser, der er på nordpolen på et tidspunkt har været flydene vand, og at liv derfor er opstået og måske stadig er på Mars, siger Linden-Vørnle.
NASA bekræftede i nat, at Marsrobotten Phønix Lander har fundet is på planeten.
- Nu skal Phønix Lander analyserer isen. Den er ikke beregnet til at finde liv, men til at finde betingelserne for liv. Den skal analysere om livets byggeklodser er tilstede i isen. Næste år sender vi en mission afsted, der decideret skal lede efter liv på planeten, siger Linden-Vørnle.
Tyder på flydende vand
Den nuværende Mars missions hovedformål var netop at finde is og studere klimaforandringerne på Mars nordpol for at finde ud af om isen kan have været flydende vand tidligere. Det er der en del der tyder på.
- Det bekræfter hvad vi troede, og viser vi er helt på rette vej. Hele formålet med missionen er at finde is, og undersøge om Mars har haft betingelserne for liv, siger han.
Flere steder hvor robotten har gravet er det stødt mod hårdt materiale under Mars overflade. Forskerne hos NASA spekulerer nu på om det også er is.