Sagen om den britiske pige Madeleine McCann, der forsvandt under en ferie i Portugal i maj 2007, fortsætter ufortrødent.
Madeleine er aldrig blevet fundet og er derfor heller ikke erklæret død. Men den dengang knap fireårige pige omkom allerede i familiens ferielejlighed, fremgår det af en politirapport underskrevet af en politichef. Det oplyser Sky News.
Det er kommet frem under et retsmøde, som tirsdag blev afholdt i Portugal. Det er Madeleines forældre, der har rejst tiltale mod politimanden Goncalo Amaral, der i en bog, han har udgivet om hændelsen, påstår, at Madeleine døde i sine forældres varetægt.
Politirapporten giver altså Amaral ret, og i rapporten står der også, at politihunde sniffede sig frem til blod og lugten af en menneskekrop både i ferielejlighedens spisestue og i den bil, Madeleines forældre brugte under deres ferie i Portugal.
Hundene skulle ligeledes have fået færten af blod og menneskekrop på et stykke tøj, der blev fundet i den lejlighed, forældrene boede i, efter de forlod den lejlighed, hvor Madeleine forsvandt.
Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann, kræver en erstatning på en million pund fra Goncalo Amaral og forlanger samtidig, at han ikke fremsætter beskyldninger mod dem igen.