Det lykkedes ikke for omkring 3.000 klima-aktivister at trænge ind til forsvarsminister Søren Gade. Politiet var simpelthen for massivt til stede, til at de overhovedet turde prøve.
"Demonstranterne måtte opgive at komme ind i Forsvarsministeriet og rykkede ind på Christiansborg Slotsplads, hvor der opstod tumult," siger Newspaq's udsendte reporter Jonas Sahl.
Her fik de øjnene op for en enorm bold.
"Der hang sådan en kæmpe stor ballon midt på slotspladsen, som demonstranterne nu har slæbt ud på den anden side af Christiansborg ved Thorvaldsens Museum," fortæller Jonas Sahl.
Selv om politiet er massivt repræsenteret, er der endnu ingen anholdte. Men demonstrationen har fået en lidt kaotisk karakter, da demonstranter skiftevis holder sammen i kæder og løber rundt for at undgå at komme i politiets klør.
Newspaq's reporter melder dog, at demonstranterne er begyndt at maskere sig, og at politiet har haft kniplerne fremme en enkelt gang.
Det er ngo'en 'Climate Justice', der står bag demonstrationen, der går under navnet 'No Borders'. Formålet er at påpege sammenhængen mellem klimaforandringer, klimaflygtninge og militærets rolle i mængden af klimaflygtninge.
Demonstrationen var ved 15.30-tiden nået frem til Christiania, hvor der var gang i samba-rytmerne. Men stemningen har i løbet af dagen været både løssluppen og anspændt. fortæller reporter Jonas Sahl:
"Det har været kattens leg med musen hele dagen. Stemningen har været anspændt, fordi der har været enormt meget politi. Der har været demonstranter, der gerne ville gøre mere, end de kunne komme til. Men udover det har der været god stemning med masser af musik og slagord, sådan som en demonstration nu er," siger han.