Retten til at få opereret det dårlige knæ på et privathospital, hvis ventetiden til det offentlige sygehus er over en måned, kan blive suspenderet.
Forudsætningen for behandlingsgarantien er en ny prisaftale mellem regionerne og privathospitalerne, som skal være på plads den 1. januar, skriver Jyllands-Posten.
Men afstanden mellem parterne før sidste forhandlingsrunde i dag er på størrelse med en afgrund.
For et halvt år siden blev priserne skruet ned med 17 procent, så hvis den private sygehussektor skal overleve, skal vi have priserne reguleret op, påpeger læge og formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, Nis Alstrup.
Men regionerne kræver yderligere prisnedsættelser.
"Hvis vi ikke får lavere priser - de skal sænkes med over 10 procent - er der ingen aftale. Og dermed heller ikke et udvidet frit sygehusvalg," siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
Priskrigen mellem det private og regionerne har bølget frem og tilbage, og senest har Rigsrevisionens kritik af et for højt prisniveau givet anledning til sværdslag - ikke mindst fordi det var daværende sundhedsminister og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som fastsatte de omdiskuterede priser.
Det er derfor ikke længere sundhedsministeren, som skal mægle i tilfælde af sammenbrud i forhandlingerne.
I stedet skal striden afgøres af en voldgift, men her er medlemmerne endnu ikke udpeget.
Så ender forhandlingerne med forlis, må behandlingsgarantien formentlig suspenderes et godt stykke ind i 2010.