I dagene op til den 1. december går tusindvis af os i julepanik. Vi stresser rundt i storcentre og strøggader i håbløs jagt på 24 opfindsomme gaver til de årlige pakkekalendere.
Ofte ender de med at indeholde tarveligt og ubrugeligt nips som nisser, engle, køleskabsmagneter, lys og servietter.
Måske kunne en alternativ løsning findes i denne jule-særudgave af fredagsspareguiden?
Den gratis – men måske dyre
Forær en pakkekalender med 24 små løfter til din kære som:
"Du må se alle de docusoaps, du vil, jeg lover at vaske din bil, jeg laver din livret en gang om måneden i hele 2010, jeg giver dig et gavekort til massage, jeg brokker mig ikke i Ikea og den 1. januar passer jeg børnene og henter burgere.”
Men pas på: Den 4. januar er det hverdag igen - og det kan blive dyrt gennemsnitligt to gange månedligt i et helt år at skulle indfri storsindede løfter om forkælelse.
Den lette og billige
I webshops som pakkekalender.dk, pakkekalender.com og housewife.dk kan enhver med et kreditkort nemt bestille – om ikke personlige – så i hvert fald billige pakkekalendere tilpasset børn og voksne.
Man kan selv sammensætte gaverne eller bestille færdigpakkede kalenderløsninger fra få hundrede kroner for 24 gaver.
Den pirrende
Ligeså kedelige som decembers første tre uger bliver, ligeså pirrende bliver dagene op til jul for din ægtefælle eller kæreste med højtidens billige og mest pirrende pakkekalender.
Ifør dig 24 beklædningsgenstande inklusive en nissehue. Strip dig selv for en beklædningsdel, mens en god ven eller veninde tager 24 billeder af dig.
Print dine private julefotos, skriv dato på bagsiden, rul dem sammen, bind en rød sløjfe omkring, og mon ikke juleaften bliver lidt hyggeligere i år?
Vidste du forresten, at kvinder går amok i kondomer inden julefrokosten?
Den uromantiske
Selv om der kan være præmier at vinde i BRFkredits e-mail-jule-pakkekalender-konkurrence, er det langt fra sikkert, at din ægtefælle, kæreste, elsker eller elskerinde opfatter dig som betænksom og romantisk, hvis du tilmelder ham eller hende til denne gratis pakkekalender.
De vil nemlig dagligt, fra den 1. til den 24. december, modtage en e-mail med link til "dagens låge," som skal åbnes og så skal man svare på et spørgsmål for at blive klogere på noget så forførende som boligøkonomi.
Læs også: De 10 mest usle spareråd
Den gammeldags og romantiske
Med øget velstand i 1960'erne indfandt sig i mange danske julehjem klassiske pakkekalendere, der var et broderet stykke stof med 24 ringe, hvori gaverne kunne hænge indpakket.
Mens der var legetøjsnips i børnenes, skrev nogle voksne 24 små kærlighedserklæringer. Genoptag traditionen og vedlæg eventuelt massageolie og andre hyggelige ting hver søndag i advent.
Det skal ikke være surt at spare. Og når man sparer på noget, skal man ikke kun tjene penge. Det skal gøre livet en smule sjovere og enklere. Det er princippet i Avisen.dk's spareguide, som hver fredag morgen leverer dig ugens bedste sparetips.