Kirkeasyl opfordrer nu til boykot af rejseselskabet Bravo Tours, fordi selskabet bruger flyselskabet Primera Air, som fløj de afviste asylsøgere til Irak.
Kirkeasyl mener, at Bravo Tours dermed inddirekte spiller en rolle i myndighedernes tvangsudsendelser af afviste irakiske asylansøgere.
"Folk skal have mulighed for at tage et moralsk valg, når de vælger, hvilket rejseselskab de skal med. Bravo Tours har haft et frit valg til at lade være med at medvirke til tvangsudvisningerne. De har valgt at sætte deres pengepung højere end det etiske valg," siger Sigurd Jacobsen fra Kirkeasyl til bt.dk.
Flere danske flyselskaber har takket nej til opgaven om at sende irakerne hjem, og derfor måtte de danske myndigheder benytte det islandske Primera Air.
"Det virker som om, de er løbet tør for flyselskaber som de kunne spørge i Danmark. Den danske regering har spurgt rigtig mange flyselskaber, og de eneste der gad tage opgaven, var det islandske flyselskab," siger Sigurd Jacobsen.
De danske flyselskaber har angiveligt sagt nej af frygt for den chikane som ramte ved den forrige tvangshjemsendelse i september.
Her var det charterselskabet Danish Air Transport, som stod for transporten, der var udsat for flere telefoniske trusler.
Sigurd Jacobsen mener dog ikke, at Kirkeasyl optrapper konflikten ved at opfordre til boykot.
"Vi har førhen skrevet til lufthavne og politi og opfordret alle parter at undlade med at flytte irakerne ud af landet. Vi har ikke tænkt os at gøre mere end at oplyse om problemet - også via facebookgrupper," siger Sigurd Jacobsen.