"Ledige kommer hurtigere i arbejde, hvis de bliver mødt med en tidlig indsats med tæt kontakt til jobcentret". Sådan lyder et af de 24 forslag, der skal være med til at vende den økonomiske krise.
"Jobcentrene skal i starten af ledighedsforløbet etablere en tæt kontakt til den ledige med hyppigere, men kortere jobsamtaler," lyder udmeldingen fra Dansk Industri.
Men det vil ikke hjælpe en døjt, mener Mai Hein, der er arbejdsmarkedschef i Jobcenter Frederikshavn. Hun kan ikke se, hvad formålet skulle være med at jagte de ledige, mere end man gør i forvejen.
"I forvejen føler de forsikrede ledige sig jagtet af det offentlige med det, som de kalder bevidstløs kontakt fra jobcentrene og bevidstløs aktivering. Og jeg tror ikke, at det vil føre til, at flere kommer i job," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun understreger, at det jo ikke vil give de ledige flere job at vælge ud fra, blot fordi de bliver kontaktet oftere end hver tredje måned, som reglerne dikterer, at man skal gøre nu.
Desuden er de ledige som udgangspunkt arbejdsmarkedsparate, da de fleste kommer lige fra et job.
"Og dem, der har været ledige i længere tid, har vi i forvejen fin kontakt med. Så det ville ikke gøre nogen forskel i forhold til at øge chancen for at komme i job," understreger Mai Hein.
Arbejdsmarkedschefen har haft særdeles travlt på det seneste, da MAN og Martin Gruppen ligger i Jobcenter Frederikshavns område. Begge virksomheder har varslet massefyringer.