Her er de tre grupper, som er ramt af barselsfælden:
Timelønnet
Er du timelønnet, bliver dine feriepenge beregnet ud fra din faktiske indkomst - som under barsel ofte for en stor del er barselsdagpenge. Alene af den grund taber du penge i forhold til månedslønnede. Oven i er det indbygget i mange overenskomster for timelønnede, at du ikke får løn under barsel, så samtlige uger bliver på dagpenge.
Vikar
Vikarer er ofte timelønnede, og selvom du er månedslønnet, kommer du sandsynligvis ikke tilbage til samme arbejdsplads efter barslen. Derfor kommer barsel til at koste dig mange penge.
Jobskifte
Selvom du har et fast job med månedsløn, kan du stadig gå i barselsfælden, hvis du skifter job i løbet af det samme kalenderår, som du er kommet tilbage fra barsel.
Var du blevet i din faste stilling, havde din arbejdsgiver givet dig fuld løn under ferie. Men nu er du rejst, og så skal du have dine optjente feriepenge med på et feriebevis. Så bliver feriepengene pludselig beregnet ud fra din faktiske indkomst - som ofte for en del er barselsdagpenge - og ikke efter din sædvanlige løn.
Regn den ud:
Kontakt din fagforening eller Arbejdsdirektoratets Feriekontor og få at vide, hvad reglerne betyder for dig.