Morten Karlsen fra FC Nordsjælland kunne ikke holde munden lukket efter weekendens kamp mod Randers, og det betyder, at han må afsone en spilledags karantæne.
DBU oplyser, at nedsættende sprogbrug om kampens dommer, Nicolai Vollquartz, er årsagen.
Bemærkningerne efter kampens afslutning faldt i fjerdedommer Thomas Kurt Nielsens påhør, og derfor blev spilleren efterfølgende gjort opmærksom på, at hans udfald ville blive indberettet til DBU.
I løbet af kampen var Karlsen kommet med andre negative ytringer om dommeren, som dog havde valgt at ignorere dem.
Morten Karlsen er idømt 15 strafpoint, som svarer til en spilledags karantæne, og han er derfor ikke med, når FC Nordsjælland i næste spillerunde møder Silkeborg.