Så kan en af Superligahistoriens mest spektakulære fodboldspillere atter være at finde på de danske foldboldstadions. Det er den tidligere FCK-angriber Sibusiso Zuma, der banker på FC Nordsjællands dør.
De sidste uger har den 34-årige sydafrikaner trænet med i Farum for at holde formen ved lige. Nu håber Zuma på, at opholdet kan kaste en permanent kontrakt af sig.
"Jeg ville elske at blive, men det er selvfølgelig mellem min agent og klubben. Jeg håber dog, at der kan ske noget. Forhåbentlig inden for de næste par uger," siger Sibusiso Zuma til fodbold.nu efter onsdagens træning.
FC Nordsjællands trænerstab vil dog ikke melde ud, om Zuma bliver ny angriber i klubben.
"Han ser fit ud, er en god spiller, men mere vil jeg helst ikke sige om det," forklarer assistenttræner Kasper Hjulmand.
Zuma er vel nok mest kendt for sit saksesparksmål i 'guldfinalen' mod Brøndby i 2001. Med det vanvittige mål afgjorde han nemlig mesterskabskampen og sendte guldet til FCK.
Zuma nåede at score 53 mål i 188 kampe for FCK, inden han i 2005 skiftede til Arminia Bielefeld i Tyskland.