De blev spået sikre nedrykkere i sidste sæson, men overlevede. Og i denne sæson er SønderjyskE kommet spillemæssigt godt fra start med et uheldigt nederlag til FCK samt en sejr i dag over FC Nordsjælland.
Kampen på Farum Park blev især i anden halvleg en voldsom spændende affære. Hjemmeholdet havde dog kontrolleret det meste af opgøret inden da, og efter 67 minutters spil blev presset omsat i mål. Matti Lund Nielsen scorede til 1-0.
Så var det, at sønderjyderne gjorde sig gæve. To minutter senere udlignede Anders Østli, og pludselig gik det meget stærkt. Seks minutter senere skød Søren Frederiksen den i kassen til en 2-1-gæsteføring.
Tempoet røg i vejret og temperamentet ligeså - men trods en god sjat chancer til begge hold, blev der ikke scoret mere i kampen. Og nu har begge mandskaber så skrabet tre point sammen efter anden spillerunde.