De fleste ved nok, at katte kan være snu og beregnende. Men ny forskning viser, at de pelsede husdyr er mere udspekulerede end først antaget.
Forskere ved universitetet i Sussex i England har opdaget, at katte har tillært sig at spinde på en måde, så de kan få mennesker til at give dem mad og opmærksomhed.
I modsætning til en kats naturlige lyde, når de spinder, så går de tillærte spinde-lyde direkte ind i hjertekulen på mennesker, fordi den minder om babygråd fra en menneskelig baby.
Når katte spinder, så kan lyden ligge i et højt eller lavt leje. Og katte har fundet ud af, at hvis de spinder i det lave leje, så minder det om babygråd.
Det er forskeren Karen Mccomb, der har lavet undersøgelsen - stærkt inspireret af hendes egen kat Pepo. Til at starte med vækkede den hende hver morgen med en enerverende miaven, der fik hende til at smide den ud af soveværelset. Langsomt ændrede katten taktik og begyndte at spinde i et lavt leje, der sikrede, at den kvindelige forsker gav katten mad og opmærksomhed fra tidlig morgenstund.