Tvinds leder Mogens Amdi Pedersen er forsvundet som dug for solen, men i Angola i Afrika lever organisationen i bedste velgående.
En Tvind-relateret organisation er med til at uddanne lærere til en skole, hvor 1.200 fattige børn får en mulighed for en bedre fremtid. Og det går strålende, siger formanden for skolens forældreråd til Politiken.
"Her udvikler børnene sig. Det er en supergod skole, hvor børnene lærer meget mere end andre steder," lyder det fra Saningambo Mpoyo.
Og indsatsen med at uddanne i det sydvest afrikanske land går strygende. Det siger iagttagere i området. Der er dog alligevel kritik fra organisationen Ibis, der også er til stede i den tidligere portugisiske koloni.
"De satser ikke på de angolanske strukturer, men på at opbygge deres egne strukturer," siger Vagn Berthelsen, der er generalsekretær i Ibis.
Rikke Viholm leder Tvinds indsats, og hun afviser kritikken blankt.
"Vi arbejder sammen med undervisningsministeriet og lokale myndigheder," slår hun fast.
I Danmark er Tvind-talsmand Poul Jørgensen idømt to år og seks måneders fængsel for medvirken til underslæb og skattesvig. Den øvrige Tvind-ledelse er forsvundet i udlandet.
Indtil midten af 1970'erne var Angola hærget af en voldsom krig mod den tidligere kolonimagt, Portugal. Siden har andre væbnede konflikter gjort landet usikkert. I dag er Angola dog et foregangsland for mange andre lande i regionen - især landets fine økonomiske vækst får mange skulderklap.