"Nu har vi ham sgu'". Nogenlunde sådan må Midt og Vestsjællands politi have tænkt, da de fik et tip fra en pensioneret politimand.
Han havde nemlig set Tvind-leder Mogens Amdi Pedersen i byggemarkedet Bauhaus i Holbæk. Politiet rykkede ud og pågreb den eftersøgte mand.
Men det viste sig at være en Amdi-dobbeltgænger, der var ude at handle med sin kone.
"Da vi havde sat os ind i bilen og var på vej hjem, kom politiet så, og forlangte at vi identificerede os," siger Per Thygesen - skolelæreren som blev forvekslet med Mogens Amdi.
Han har ikke før oplevet at blive forvekslet med den karismatiske Tvind-leder, men kan godt se, at de har samme træk.
Mogens Amdi er efterlyst i hele verden af de danske myndigheder, fordi der venter ham en ankesag i Vestre Landsret. Han blev i sommeren 2006 frikendt for underslæb i Retten i Ringkøbing, men anklagemyndigheden vil have ham prøvet igen ved landsretten.
Amdi - og resten af Tvind.toppen - forsvandt, da det stod klart at sagen skulle gå om. Organisationen Tvind Alert - der arbejder på at oplyse om Tvinds lyssky metoder - peger på, at Amdi og Co. befinder sig i Mexico, der ikke har nogen udleverings aftale med Danmark.