Selvom man nu kan registrere sin firmabil, så man lovligt kan køre i den i fritiden, så er det langt fra alle, der har gjort det. Men det afholder dem ikke fra at tage bilen ned til bageren eller ud på jagtturen uden at betale for det.
Reglerne blev ændret i februar 2007, og derefter gik Skat i gang med at jagte gulpladesnydere, skriver Erhvervsbladet. I alt gennemførte Skat i 2007 og 2008 fire landsdækkende kontroller. 9.357 biler med fører var til tjek, og af dem blev knap hver tredje udtaget til nærmere undersøgelse. Siden er der blevet sendt en regning til 1.342 bilejere.
"Men det tal dækker kun over de sager, der er reguleret bagud i tid. En række bilejere har også fået påbud om at ændre registreringen af bilen til blandet eller privat brug med fremtidig virkning, så det er vel cirka 20 procent af de varebiler, vi har været i kontakt med, der ikke har haft orden i sagerne," fortæller Carsten Lund, afdelingsleder i Skattecenter Herning og ansvarlig for Skats aktion, til avisen.
Knap 10.000 bilejere har indtil videre frivilligt omregistreret bilen til privat eller blandet brug.