Kvinder shopper amok i Gucci-tasker, Prada-sko og Dolce & Gabbana-tøj.
Det gør mænd ikke.
Men hvorfor er der egentlig sådan en forskel?
Modeforsker Erik Hansen-Hansen fra Danmarks Designskole forsvarede i sidste uge en Ph.D.-afhandling, der peger på vores instinktive parringsadfærd for at sikre menneskeracens overlevelse som en væsentlig forklaring.
- Mænd er i en vis udstrækning stadig styret af en primitiv hjerneadfærd, der blev skabt for hundredetusinde år siden. Et instinktivt begær efter at sprede gener til flest mulige kvinder, der ser unge og fertile ud. Mænd har masser af sædceller og kan skifte partner igen og igen, også selvom de selv er blevet gamle, forklarer Erik Hansen-Hansen og fortsætter:
- Kvinder har kun relativt få kønsmodne æg og ikke så meget tid. Derfor går de instinktivt efter sex med få udvalgte mænd, som kan give dem et sundt barn og som vil være med til at passe på det efter fødslen.
Manipulerer mandens begær
Det er denne grundlæggende biologiske forskel på mænd og kvinder, der - ud over en række kulturelle og sociale forskelle - kan forklare, hvorfor kvinder har behov for at købe dyre designer-ting, og mænd ikke har, mener Erik Hansen-Hansen.
- Det er stærkt undervurderet, hvor meget moden er drevet af, at kvinder i hård konkurrence med hinanden har brug for makeup, tøj og sko til at manipulere mandens grundlæggende begær, så hun kan finde den helt rigtige mand med de gode gener, der antager, at hun er ung og frugtbar, men også kan sikre hende en masse privilegier, siger Erik Hansen-Hansen.
Mænds overflade siger ikke så meget om, hvorvidt han i kvinders øjne vil være en god partner, men hvis der en dag blev opfundet noget tøj, der fik mænd til at se både rige og sunde ud, vil modebilledet ændre sig radikalt, mener forskeren.
- Den designer, der kan kreere en dragt, som får mænd til at udstråle, at de har stærke gener, høj social status og økonomisk overskud, bliver milliardær, siger Erik Hansen-Hansen.
Måske er den allerede opfundet under betegnelsen uniform.