Dansk Boldspil-Union er flere gange blevet tilbudt en venskabskamp mod Argentina, men kampen vurderes for dyr. En antagelse, der underbygges af den netop afholdte venskabskamp mellem Argentina og Skotland.
Det skotske fodboldforbund oplyser, at kampen i Glasgow i onsdags gav underskud. Der skulle have været 35.000 tilskuere til kampen, hvis ikke den skulle give underskud, men der var kun 32.492 tilskuere.
"Økonomien er desværre ikke lige så attraktiv som det sportslige element i en landskamp mod Argentina," siger DBU's pressechef Lars Berendt til Ekstra Bladet.
Det argentinske landshold med den nye træner Diego Maradona i spidsen vandt onsdag aften kampen mod Skotland med 1-0.