Det officielle dødstal efter jordskælvet i Christchurch i New Zealand er steget til 98.
Sådan lyder vurderingen fra politichef i byen, Dave Cliff, ifølge tv-stationen Sky News.
Landets premierminister John Key har udtalt, at tabet af menneskeliv kan være mere omfattende, end man hidtil har frygtet.
Politiet oplyser, at 226 personer på nuværende tidspunkt er meldt savnet, heriblandt en gruppe på 48 udenlandske sprogstuderende.
Der venter fortsat en stor opgave for de lokale redningsarbejdere. De er båret oppe af håbet om at finde overlevende.
"Mirakler sker, og det har vi med i vores bevidsthed. Den slags ting giver dig drive og skubber dig fremad," siger en af dem, Keith Norton, til nyhedsbureauet Reuters.