Hans ofre var ældre eller svagelige kvinder, som han overfaldt i deres eget hjem. Udbyttet var nogle få tusinde kroner, og straffen er nu endt på syv års fængsel.
Sådan kan sagen mod en 34-årig mand i korte træk opsummeres. Han fik sin dom tirsdag ved Retten i Glostrup.
Strafferammen for røveri er 10 års fængsel, og dermed har retten valgt at give en straf i den hårde ende af spektret.
- Det var grove hjemmerøverier. Gerningsmanden gik målrettet efter ældre og svagelige kvinder, som han skubbede omkuld og truede til at udlevere værdier, fortæller advokaturchef Peter Godsk fra Københavns Vestegns Politi.
Røverierne er sket i perioden fra den 18. november 2011 til den 2. februar i år. Ofrene boede i Taastrup, Vallensbæk og Albertslund.
Den 34-årige mand overvejer, om han vil anke dommen.
/ritzau/