Den 66-årig Henrik Mørk Nielsen fra Frederikshavn er mandag fundet i god behold på Sømandshjemmet i Hirtshals.
Søndag valgte Nordjyllands Politi at efterlyse ham, da han ikke var set i 10 dage. Han havde ikke hævet sin pension, og hans dankort var fundet ved et supermarked.
- Han indlogerede sig på Sømandshjemmet for en uges tid siden, og han var ikke klar over, at han var savnet, siger politikommissær Kaj-Verner Jensen fra Nordjyllands Politi til Ritzau.
Henrik Mørk Nielsen har før forladt byen i et par dage, men aldrig i længere tid. Han har været væk siden den 28. september. Derfor slog politiet alarm.
Men Henrik Møller Nielsen har ikke været uden penge på lommen.
- Vi fandt ud af, at han havde fået nyt hævekort og faktisk også hævet penge på det. Så vi sendte en patrulje op til Hirtshals og fandt ham i god behold, fortæller politikommissæren.
/ritzau/