En amerikansk fange, der selv ønskede at blive henrettet for bortførelse, voldtægt og drab på en ung pige, er sendt i døden i staten South Dakota, oplyser fængselsmyndighederne.
Det er den anden henrettelse på 14 dage i staten, der ellers ikke har henrettet nogen i de seneste fem år.
Det var tillige den fjerde henrettelse på 65 år i South Dakota, hvor der har været stop for dødsstraf fra 1947 til 2007.
Den 60-årige Donald Moeller døde af en dræbende indsprøjtning tirsdag aften, oplyser en embedsmand i statsfængslet.
Den dræbte piges forældre var til stede ved henrettelsen.
En gruppe mennesker, der er modstander af dødsstraf var samlet foran fængslet i Sioux Falls.
Donald Moeller blev kendt skyldig og idømt dødsstraf i 1992 for at have bortført, voldtaget og dræbt en ni-årig pige to år tidligere.
Moeller har hele tiden erklæret sig uskyldig. Men i begyndelsen af oktober tilstod han voldtægten af barnet, og at han havde dolket hende ihjel efter at have bortført hende fra en købmandsbutik, hvor hun var inde for at købe slik.
Han afviste at anke sagen og sagde, at han fortjente at dø.
60-årige Donald Moeller er den 34., der er blevet henrettet i USA i år ifølge Informationscentret for Dødsstraf.
/ritzau/AFP