Anklagemyndigheden har droppet overvejelserne om, at idømme en 38-årig mand en tidsubestemt forvaringsdom i forbindelse med en sag om dødsvold fra Handbjerg ved Struer.
Det oplyser den 38-åriges forsvarsadvokat Keld Frederiksen til Ritzau.
I sagen er to mænd og en kvinde tiltalt for vold med døden til følge i forbindelse med et groft overfald på en 50-årig mand i hans hjem i Handbjerg.
Af sagens anklageskrift fremgår det, at anklagemyndigheden tager forbehold for at nedlægge påstand om forvaring mod en 38-årig mand.
Men nu oplyser statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen i et brev til forsvarsadvokaten, at et sådant krav ikke vil blive fremsat under retssagen, hvis den 38-årige skulle blive kendt skyldig.
- Det tilkendegives hermed, at anklagemyndighedens påstand under sagen mod BBP vil være fængselsstraf, skriver Brøndt Jørgensen i brevet.
I modsætning til en almindelig fængselsstraf er forvaring tidsubestemt, og den dømte kan først løslades, når både læger og en dommer vurderer, at det er forsvarligt.
Forvaring idømmes kun i sager, hvor den dømte vurderes til at være så farlig, at der er risiko for, at han på fri fod vil begå ny grov kriminalitet.
Overfaldet på den 50-årige fandt sted i oktober 2011. Efter overfaldet lå manden i koma i godt tre uger. 21. november 2011 afgik han ved døden. Tre personer, to mænd og en kvinde, er fængslet og tiltalt i sagen.
Efterforskningsleder Gert Østergaard fra lokalpolitiet i Holstebro har tidligere fortalt til Ritzau, at alle tre er kendt af politiet i forvejen.
Ved overfaldet brækkede offeret næsen samt flere ribben og pådrog sig desuden en blødning i hjernen. Derudover flækkede hans brystben, og det ene øre blev revet delvist af.
Motivet til overfaldet er endnu ikke kommet frem, blandt andet på grund af et referatforbud i forbindelse med de hidtidige retsmøder.
Det fremgår dog af anklageskriftet i sagen, at de tiltalte efter anklagemyndighedens opfattelse efter det dødelige overfald stjal et stereoanlæg og flere højttalere fra manden.
Sagen begynder ved Retten i Holstebro den 22. oktober, hvor tre dommere og seks nævninger i første omgang skal vurdere, om de tiltalte er skyldige. Der ventes dom den 19. november.
/ritzau/