Civilforsvaret i Gaza melder, at 31 personer er døde i et israelsk luftangreb på en skole i flygtningelejren Bureij i det centrale Gaza.
Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til onsdag.
Skolen husede fordrevne palæstinensere, lyder det fra Ahmad Radwan, der er talsperson for civilforsvaret i Gaza, der styres af den militante bevægelse Hamas.
I en erklæring skriver det israelske militær, at det har angrebet et Hamas kommando- og kontrolcenter i den centrale del af Gazastriben, der blev brugt til opbevaring af våben.
Angrebet sker, få dage efter at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mandag varslede en ny og intensiv offensiv i Gaza med det formål at besejre Hamas.
Beslutningen har mødt modstand fra flere lande. Blandt andet har både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) kaldt offensiven for bekymrende.
Næsten alle Gazas 2,4 millioner indbyggere er blevet fordrevet mindst én gang under krigen, der begyndte efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.
Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza har krigen kostet 52.000 palæstinensere livet.
Der blev indgået en første fase af en våbenhvile i januar. Denne udløb i begyndelsen af marts.
I de efterfølgende uger forsøgte parterne forgæves at blive enige om betingelserne for en fortsat våbenhvile.
Israel begyndte den 18. marts igen at udføre luftangreb i området. Det blev efterfulgt af fornyede angreb på jorden.
Både mæglere fra Qatar og Egypten har forsøgt at få Israel og Hamas til at blive enige om en aftale om våbenhvile.
Tirsdag lød det ifølge AFP fra siger Basem Naim, der er en del af Hamas' politiske gren og tidligere sundhedsminister i Gaza, at Hamas ikke er interesseret i at tale om våbenhvile, så længe "krigen om sult og udslettelse" fortsætter.
Gaza har siden 2. marts været under en fuldstændig israelsk blokade, hvor ingen nødhjælp er kommet ind.
/ritzau/