"Jeg har stadigvæk avisen liggende fremme derhjemme, foldet op på den side, hvor tallene står. Så kan jeg lige tjekke igen en gang imellem"
Et ægtepar, der onsdag vandt 24,5 millioner i Lotto, har stadig svært ved at tro deres held. De ønsker at være anonyme, men manden fortæller til Danske Spil, at de er i 50'erne og bor i Nordsjælland.
Lørdag blev de ringet op af Danske Spil og fik at vide, at de havde ramt jackpot.
"Min første tanke var: Det er løgn. Der farer 7.000 tanker gennem hovedet," fortæller han.
"Så jeg tjekkede mit spil på danskespil.dk. Det var fandeme rigtigt! Så var jeg lige ved at besvime. Det var sgu rigtigt nok," siger han.
Parret regner ikke med, at der vil ske større omvæltninger, selvom kontoen snart vil bugne. De har dog alligevel takket ja til økonomisk rådgivning.
"Vi fortsætter begge med at arbejde. Men det giver en masse muligheder, og vi skal da have skiftet bilen ud, og så er der noget familie, der skal forkæles, siger vinderen.
Den hidtil største gevinst vundet i Danmark lyder på 38,5 millioner kroner og blev i marts 2008 vundet af en københavnsk familie.