To ældre borgere i Østjylland er blevet ringet op af personer, der udgav sig for at være fra politiet. I det ene tilfælde mistede et ægtepar flere tusinde kroner.
Politiet understreger, at man aldrig vil bede borgere om at overføre penge.
Svindlere har igen forsøgt at narre ældre borgere ved at udgive sig for at være fra politiet. Østjyllands Politi modtog onsdag i denne uge to næsten ens anmeldelser fra Hinnerup og Hadsten.
I det ene tilfælde blev et ægtepar i 80'erne narret til at tro, at nogen forsøgte at hæve penge fra deres konto. De blev bedt om at overføre penge til en anden konto og mistede på den måde flere tusinde kroner. En 75-årig kvinde fra Hinnerup blev også kontaktet af personer, hun troede var fra politiet. Hun fattede dog mistanke, inden der blev overført penge.
Politiet: Læg på
Østjyllands Politi opfordrer nu til, at man taler med sine ældre familiemedlemmer om denne form for svindel. Man skal aldrig udlevere kontonummer, kreditkortoplysninger eller lignende til personer, der ringer, og politiet vil heller aldrig ringe og bede om, at man overfører penge.
Får man sådan et opkald, er rådet derfor at lægge på. Er man i tvivl om, hvorvidt det faktisk var politiet, kan man altid lægge på og bagefter ringe 114 og spørge.