Sorg og alvorlig sygdom følger med på arbejde og kan påvirke arbejdslivet markant.
Nu skal et nyt projekt undersøge, hvordan arbejdspladser bedst støtter medarbejdere, der har mistet eller er pårørende til alvorligt syge.
Sorg bliver ikke liggende derhjemme, når arbejdsdagen begynder.
Ifølge Det Nationale Sorgcenter har hver fjerde dansker på arbejdsmarkedet alvorlig sygdom eller død tæt inde på livet, mens næsten halvdelen oplever, at situationen påvirker deres arbejdsliv negativt. Nu lancerer centeret forsknings- og udviklingsprojektet "Sorg på arbejdspladsen", der skal give danske arbejdspladser mere viden om, hvordan de bedst støtter medarbejdere i sorg.
Projektet gennemføres sammen med forskere fra Center for Krisepsykologi ved Universitetet i Bergen og med Salling Group, Jyske Bank, GF Forsikring og Andel som virksomhedscases.
- Vi tilbringer en stor del af vores liv på arbejde, og når vi rammes af alvorlig sygdom eller død, tager vi naturligvis også sorgen med os ind ad døren. En arbejdsplads kan ikke fjerne sorgen, men den kan skabe rammer, som gør, at den sorgramte medarbejder og kollegerne bliver mere komfortable med det, siger Victoria Tepper, chef for behandling, viden & erhvervssamarbejde i Det Nationale Sorgcenter.
Skal undersøge de svære situationer
Forskerne skal blandt andet se på den første samtale efter alvorlig sygdom eller et dødsfald, den løbende kontakt og medarbejderens tilbagevenden til arbejdet. Målet er at finde frem til, hvilke udfordringer og løsninger der går igen på tværs af arbejdspladser.
- God støtte må ikke afhænge af, hvilken leder man tilfældigvis har, men den kan heller ikke sættes på formel. Behovene kan ændre sig undervejs, når en medarbejder mister eller bliver pårørende til en alvorligt syg, siger projektleder Martin Blinkenberg Lytje.
Projektet løber fra august 2026 til juli 2028 og skal omfatte mellem 60 og 100 interview med medarbejdere, ledere og HR-medarbejdere. Resultaterne skal samles i en forskningsbaseret rapport og omsættes til materialer, som ifølge Det Nationale Sorgcenter bliver frit tilgængelige for danske arbejdspladser.
Salling Fondene har støttet projektet med 1,6 millioner kroner. PFA deltager som implementerings- og formidlingspartner.