Roskilde Dyrskueplads bliver den 19. og 20. september fyldt med 4.735 hunde fra 17 nationer.
Publikum kan opleve 251 forskellige racer, heriblandt flere, der sjældent ses i Danmark.
Tusindvis af hunde og deres ejere rykker til Roskilde, når Dansk Kennel Klub holder årets sidste store udendørs hundeudstilling den 19. og 20. september.
I alt er 4.735 hunde fra 17 nationer tilmeldt, og 251 forskellige racer skal bedømmes på Roskilde Dyrskueplads. Blandt de mere kendte racer er labrador retriever, golden retriever, gravhund, schæferhund og whippet. Men besøgende får også mulighed for at møde hunde, der hører til blandt de mere sjældne. Det gælder blandt andet den japanske race Kai, den portugisiske hyrdehund Cão da Serra da Estrela, Japansk Terrier, den norske Halden Støver og Entlebucher Sennenhund fra Schweiz.
- En hundeudstilling er meget mere end en konkurrence. Noget af det særlige ved Roskilde er, at man på én weekend kan opleve en fantastisk mangfoldighed, siger Christina Dyna Rasmussen, formand for Dansk Kennel Klubs Udstillingsudvalg, i pressemeddelelsen.
Kæmper om titler
Lørdag afvikles en international CACIB-udstilling, hvor hundene blandt andet kan kvalificere sig til Crufts 2027, og søndag gælder det endnu en international CACIB-udstilling, hvor hundene samtidig konkurrerer om titlen Københavnsvinder 2026.
Begge dage begynder racebedømmelserne klokken 9.00. Fra klokken 15.00 samles dagens bedste hunde i Store Ring til finalekonkurrencerne, der til sidst ender med kåringen af Best in Show.
Udstillingen er åben for publikum, og besøgende kan bevæge sig rundt mellem ringene og møde hundeejere og opdrættere. Der er desuden aktiviteter for børn ved Dansk Kennel Klubs Hund & Familie-stand.