Fra mandag 14. september til fredag 18. september bliver trafikken på Storebæltsbroen påvirket af vedligeholdelsesarbejde.
Broen lukkes kortvarigt om aftenen og tidligt om morgenen.
Bilister over Storebælt skal være opmærksomme på ændrede trafikforhold i næste uge.
Fra mandag 14. september til fredag 18. september udfører Sund & Bælt vedligeholdelsesarbejde på Storebæltsbroen i aften- og nattetimerne. Mellem klokken 19.00 og 05.45 vil trafikken blive afviklet dobbeltrettet i den ene side af broen. Hastigheden bliver sat ned til 80 km/t, og overhaling er forbudt. Når trafikken skal omlægges, bliver broen lukket i op til 45 minutter. Det sker som udgangspunkt mellem klokken 19.00 og 19.45 samt mellem 05.00 og 05.45.
Sund & Bælt anbefaler derfor trafikanter at krydse broen uden for disse tidsrum.
Arbejdet omfatter blandt andet vedligeholdelse af broens ekspansionsfuger, som gør det muligt for broen at bevæge sig ved temperaturændringer.