En udredning i børne- og ungdomspsykiatrien tager nu i gennemsnit 167 dage på landsplan.
Det er en mindre forbedring fra 174 dage, men fortsat langt over de 60 dage, som patientrettighederne ifølge Psykiatrifonden foreskriver.
Børn og unge venter fortsat længe på at blive færdigudredt i psykiatrien.
Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen for andet kvartal viser, at der i gennemsnit går 167 dage fra en udredning begynder, til den er afsluttet. Tidligere var gennemsnittet 174 dage. Det fremgår af Psykiatrifonden, som mener, at ventetiderne fortsat er alvorlige.
Tallene dækker over store regionale forskelle. I Region Syddanmark er den gennemsnitlige udredningstid 226 dage, mens den er 167 dage i Region Sjælland og 110 dage i Region Hovedstaden. Ifølge Psykiatrifonden skal børn og unge efter deres patientrettigheder kunne være udredt inden for højst 60 dage.
- Bag tallene står virkelige familier og virkelige børn, hvis liv går mere og mere i stykker, mens de venter, siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.
Organisationen efterlyser nu den akutplan, som regeringen ifølge pressemeddelelsen har lovet en milliard kroner til.
- Der er alt for mange børn, der venter alt for længe på hjælp. Nu skal de ikke også vente på regeringen, siger Marianne Skjold.