Tidligt lørdag morgen blev en 21-årig mand arresteret af det britiske politi.
Han er mistænkt for mystiske dobbeltmord, der blev begået i det sydlige London sidste søndag.
Det oplyser bbc.co.uk.
Dermed er der endelig tegn på udvikling i den blodige og opsigtsvækkende sag, der har optaget briter of franskmænd den forløbne uge.
Stukket med 240 stik
Sidste søndag fandt politiet de forbrændte kroppe af to 23-årige biokemi-studerende Laurant Bonomo og Gabriel Ferez.
De to unge franskmænd, der var på studieophold i London, blev fundet med over 240 knivstik i sig.
De unge mænd var blevet bagbundet og kneblet, før morderen gik i gang med at mishandle, skære og gennembore deres kroppe med sin kniv - en proces, som ifølge politiet har taget flere timer.
Gerningsmanden blev ved med at mishandle de to kroppe, længe efter de var døde.
Da han efter ugerningen forlod lejligheden, smed gerningsmanden en brandbombe ind af vinduet - måske for at slette sine spor.
Næppe simpelt røveri
På grund af forbrydelsens dramatiske og blodige karakter, har politiet haft svært ved at tro, at motivet var et simpelt røveri. Politiet har ellers fastslået, at der er blevet stjålet flere ting fra lejligheden; blandt andet nogle kreditkort og to playstation-konsoller.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at de to studerende var involveret i kriminalitet eller kriminelle miljøer.
- Jo mere vi efterforsker de to mænd, jo mere finder vi ud af, at de var gode, ærlige, hårdtarbejdende unge mænd. De var meget intelligente og populære og kommer fra gode, respekterede familier. Det er simpelthen en tragedie, siger efterforskningsleder Duthie til BBC.
Det er formentlig de stjålne genstande, der har sat politiet på sporet af den 21-årige, skriver bbc.co.uk