En 19-årig mand fra Midtsjælland skal i dag i retten, hvor han er sigtet for voldtægt af sin lillesøster og forsøg på voldtægt af sin stedsøster.
Overgrebene fandt sted, da manden var 16 år gammel, skriver Folketidende.
Han havde samleje med sin dengang 13-årige lillesøster flere gange i løbet af nogle måneder, og da flere af episoderne fandt sted under tvang, betegnes det som voldtægt.
Overgrebene fandt sted på en adresse i Mern og en adresse i Nykøbing.
I samme periode har han ifølge anklageskriftet forsøgt at voldtage sin 14-årige stedsøster, men hun fik afværget overgrebet. Det fandt også sted på adressen i Mern, hvor lillesøsteren blev voldtaget.
Det er dermed anden gang på kort tid, at Mern rammes af en alvorlig sag om dysfunktionelle familieforhold. Den såkaldte Mern-sag, hvor et ægtepar har mishandlet deres plejebørn systematisk bliver for tiden behandlet i retten.
Sagen mod den 19-årige mand er blevet berammet som en tilståelsessag. Det betyder, at de to piger ikke behøver møde op i retten for at afgive vidneudsagn.
Kilde: Folketidende