En vejfest i den centrale del af Aarhus blev kort før midnat lørdag brutalt afbrudt, da en 18-årig mand trodsede alle afspærringer og kørte ind i den stuvende fyldte Vestergade. Den unge mand, der kørte i en lille hvid bil, ramte ifølge flere medier mindst én person, som efterfølgende modtog behandling.
Ifølge Århus Stiftstidende kørte den 18-årige lidt før midnat ind på den afspærrede Vestergade, hvor han blev mødt af "en vred hob, der bad dem smutte og blandt andet slog på bilens tag", som avisen skriver. Dette skulle angiveligt have gjort bilisten så aggressiv, at han først kørte hurtigt baglæns, for derefter at accelerere voldsomt op og køre i høj fart gennem gaden.
Også TV2 Østjylland har talt med øjenvidner, der beskriver chaufføren som “iskold” og “ligeglad”.
– Han sad og grinede inde i bilen, mens han bakkede ind i folk. Så kørte han videre og ramte nogle mennesker, før han fortsatte. Det tog kun få sekunder, men jeg blev så chokeret, at hårene rejste sig på mine arme. Man forestiller sig ikke i sin vildeste fantasi, at sådan noget kan ske i vores lille, trygge gade, siger Rasmus Andersen, der bor på Vestergade, til TV2 Østjylland.
Østjyllands Politi har i sin døgnrapport bekræftet, at en 18-årig mand er blevet anholdt og sigtet i sagen, som fortsat efterforskes.
– En mand påtalte den ulovlige kørsel, hvilket fik bilisten til at spytte ham i ansigtet. Derefter vendte han bilen og forlod området på en måde, som flere personer oplevede som utryghedsskabende, lyder det i døgnrapporten.