Bornholms politi blev i går tilkaldt til en adresse i Rønne, hvor en 15-årig dreng var blevet fundet livløs.
Ved ankomst til stedet konstateredes det, at drengen var afgået ved døden. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Bornholms Politi har i går aftes og i nat efterforsket sagen intensivt, og der er mistanke om, at dødsårsagen kan være indtagelse af receptpligtig medicin.
- Bornholms Politi har over en periode efterforsket sager, hvor unge mennesker har været involveret i lignende episoder, og efterforskningerne og vores informationer fra miljøet viser, at der er en gruppe unge som udveksler og sælger forskellige former for stærk receptpligtig medicin. Medicin som sammen med alkohol eller anden narkotika kan være livsfarlig, lyder det i pressemeddelelsen.
Politiet advarer derfor på det kraftigste om salg af medicin.
- Der kan derfor ikke advares nok imod dette, og alle unge, forældre og venner til unge, som eksperimenterer med dette, opfordres til at hjælpe og støtte, således at sådanne forfærdelige situationer i fremtiden kan undgås.
Bornholms Politi oplyser, at man fortsætter den intensive efterforskning og opfordrer bornholmere, som har oplysninger om medicin- og narkotikasalg til at rette henvendelse til Bornholms Politi. Det kan ske på politi.dk eller på 1-1-4.