13 sudanske soldater er omkommet ved et flystyrt vest for Sudans hovedstad, Khartoum. Ni andre blev kvæstet ved ulykken.
Det rapporterer lokale medier.
- 13 ansatte ved militæret blev dræbt på stedet. Ni andre er sendt til hospitalet med kvæstelser, siger en talsmand for Sudans hær.
Der er tale om en af landets værste ulykker med et militært fly i årevis.
Soldaterne var på vej til byen Fasher i den østlige provis Darfur, hvor der i de seneste uger igen har været uroligheder.
Det russisk byggede Anatov transportfly var på vej fra Khartoum, da det fik tekniske problemer og måtte vende tilbage til hovedstaden.
- Piloten fortalte kontroltårnet, at han havde problemer med et af flyets motorer, kort før det styrtede ned i et ørkenområde ikke langt fra en landingsbane, siger talsmanden.
Flysikkerheden er yderst ringe i Sudan, og der er inden for det seneste år sket en række uheld.
I august styrtede et passagerfly ned, og 30 passagerer omkom.
De sudanske myndigheder siger, at det er svært at få reservedele til landets aldrende fly på grund af de sanktioner, USA har indført over for landet.
/ritzau/AFP