1.000 danskere mister hvert år muligheden for at få erstatning, efter de har fået kræft af at passe deres arbejde.
Ifølge Cancerregisteret fik 36.559 danskere konstateret kræft i 2011. Sundhedsstyrelsen vurderer, at fire-fem procent af alle kræfttilfælde skyldes påvirkning fra arbejdsmiljøet.
Det svarer til, at mellem 1.460 og 1.820 mennesker får kræft på jobbet hvert eneste år. I 2011 oprettede Arbejdsskadestyrelsen 612 arbejdsskadesager om kræft. Det vil sige, at to ud af tre tilfælde af kræft ikke bliver anmeldt.
Seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse bekræfter, at de fleste kræfttilfælde, der har sammenhæng med jobbet, ikke bliver anmeldt.
- Der er en kraftigt underrapportering, og en overtrædelse af lovgivningen, når det ikke sker. Lægerne har pligt til at anmelde bare på mistanke, siger Johnni Hansen.
Læger vil blive bedre til at huske at anmelde både kræft og andre erhvervssygdomme, hvis de får en tilbagemelding på, hvordan det går med sagen. Det siger Jette Dam-Hansen, formand for attestudvalget i Lægeforeningen.
- Det vil skærpe opmærksomheden, hvis vi får at vide, at en af vores patienter har fået anerkendt en erhvervssygdom, siger Jette Dam-Hansen til Fagbladet 3F.