Børn fra områder, hvor mange forældrene er fattige eller på overførselsindkomster, trives generelt dårligere i folkeskolen end andre børn.
Det viser ny stor analyse, som Ugebrevet A4 har lavet på baggrund af en aktindsigt i Undervisningsministeriets trivselsundersøgelser.
Den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, der selv har haft en opvækst i mere end almindelig modvind, finder det skræmmende, at dårlig trivsel i hjemmet stadig går hånd i hånd med mistrivsel i klasseværelserne og skolegården.
Men mønsteret forbavser hende ikke.
- Mange af de forældre, som er ufaglærte, uden for arbejdsmarkedet og fattige har ofte komplekse problemstillinger, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Hun arbejder dagligt med at hjælpe udsatte børn og deres familier gennem sit konsulentfirma, Huset Zornig.
Færre mønsterbrydere
Hvis skævvridningen i folkeskolen skal ændres, kræver det, at lærerne får bedre mulighed for at være noget for børnene, mener Lisbeth Zornig Andersen.
Jeg havde ikke været her i dag, hvis jeg ikke havde haft nogle lærere, der så mig som et fantastisk barn, selvom jeg ikke altid var det
- Lærerne skal have tid og frihed til at gøre præcist det, der passer til det enkelte barn, så er der håb, siger hun.
I dag er antallet af mønsterbrydere faldende for første gang siden 2. verdenskrig, fortæller hun.
Var selv i pleje hos lærer
Lisbeth Zornig Andersens egen opvækst var præget af misbrug, vold og seksuelle overgreb. Og her var det en uvurderlig hjælp, at der var voksne på hendes skole, der var opmærksomme på hendes behov.
- Jeg havde ikke været her i dag, hvis jeg ikke havde haft nogle lærere, der så mig som et fantastisk barn, selvom jeg ikke altid var det, fortæller hun.
Flere af lærerne i Lisbeth Zornig Andersens skole tog hende med hjem, nogle gange blot i et frikvarter andre gange i længere tids pleje.
- Så kom jeg hjem og så, hvordan hjem også kunne se ud og lugte, siger hun.
Kommunernes rolle
Ansvaret for at bryde den negative sociale arv, ligger dog på ingen måder hos skolerne, mener skoleforskeren Niels Egelund.
- Det er ikke folkeskolens opgave at udligne sociale forskelle. Det er derimod kommunens opgave at prøve at sørge for, at de her problemer bliver mindre, siger han til Avisen.dk.
Men det er Lisbeth Zornig Andersen lodret uenig i. Hun er træt af igen og igen at høre den samme plade om kommunernes rolle.
- Vi siger altid, at kommunerne har ansvaret, men kommunerne er altså også skolerne, for det er skolelæreren, der møder børnene i hverdagen, siger hun.
Lovændring er nødvendig
Ofte er der dog ikke mangel på god vilje fra lærernes side, pointerer Lisbeth Zornig Andersen. Derfor burde man ændre nogle af de love, der begrænser lærernes muligheder for at gøre noget ekstra for de udsatte elever, påpeger hun.
- Mange lærere er frustrerede, fordi de på grund af en presset hverdag ikke har tid og heller ikke må gå længere, siger hun.
Som situationen er i dag, kan læreren for eksempel godt glemme det, hvis de overvejer at tage et belastet barn med hjem til sig selv, forklarer hun.
Ikke nemt for børnene
Er man barn i et hjem fyldt med uro, kan det være rigtig svært at koncentrere sig om venskaber og skoleopgaver, fortæller hun.
For hvis mor og far selv kæmper med alvorlige psykiske eller fysiske lidelser, kan det være ekstremt svært at få smurt en madpakke, stillet vækkeuret, pakket skoletasken og hjælpe med lektierne, forklarer Lisbeth Zornig Andersen.
Hun genkender fra sin egen barndom, at skolen kan være en gevaldig mundfuld, når man hele tiden skal måle sig med jævnaldrene, der kommer på udenlandsrejser, har de nyeste gadgets og forældre, der læser aviser.
- Hvis man vil have, at de her børn skal have de samme chancer som andre, skal de have ekstra støtte, siger hun.