Utilfredshed med lønnen får nu det danske herrelandshold til at boykotte det tøj, som Dansk Håndbold Forbund (DHF) stiller til rådighed.
"Vi er med til at generere store indtægter til håndboldsporten. Indtægter, som vi vil have en rimelig andel af, da vi har store omkostninger ved vores deltagelse i diverse samlinger og markedsføringsmæssige tiltag," skriver spillerne i en pressemeddelelse udsendt gennem Håndbold Spiller Foreningen.
Målvogter Kasper Hvidt og landsholdskollegerne vil derfor under ugens træningslejr spille i deres private træningstøj.
"Vi vil ganske enkelt ikke fortsat udføre kommercielle arbejdsopgaver, så længe vi ikke bliver honoreret for det," skriver de i pressemeddelelsen.
Spillerne har tidligere oplyst, at de inden VM i Kroatien i januar var blevet stillet en ny aftale i udsigt af DHF.